Hvordan sikrer man sig, at den nye terrasse blive optimal? Gennemfør et par nemme øvelser før arbejdet begynder. Find en kort vejledning her på siden.
Afgræns området for den nye terrasse
Når du har fundet placeringen for din nye terrasse, er det en god idé at teste den.
Inden man begynder at grave og lægge sten, er det en god idé at konstruere en ramme, der indikerer terrassens areal. Læg for eksempel en haveslange eller nogle brædder ud på jorden, hvor du forestiller dig den nye terrasse skal ligge.
Når du laver et sådant omrids af terrassearealet, vil du kunne danne dig et godt overblik over, hvor meget terrassen kommer til at fylde i haven. Det er en nem måde at teste vinkler og størrelsen på terrassen. Placer evt. terrassebordet og stolene inden for arealet, og se om der er plads til at bevæge sig omkring bordet på det afgrænsede areal.
Når først rammen ligger på jorden, er det en god idé at lege med formen og vinklerne på terrassen. At se terrassen visualiseret på den måde giver dig en god mulighed for at se, hvordan den færdige terrasse vil se ud, og om vinklerne skal tilrettes for at skabe det mest optimale terrassemiljø.
Tegn terrassen på et billede
Det kan også være en god idé at tage et billede af området, hvor terrassen skal placeres og tegne terrassen herpå. Det giver et godt overblik over, hvordan den nye terrasse kommer til at fremstå i forbindelse med jeres hus, og om den passer ind i haven og til huset.
Når I har fundet frem til den rette form og placering af jeres nye terrasse, er det en god idé at lade rammerne for den nye terrasse ligge, så håndværkeren kan se, hvordan I ønsker jeres nye terrasse skal se ud. En sådan indramning af arealet er en præcis og klar illustration over jeres nye terrasse, som håndværkeren kan måle ud fra.
Når I har fået planlagt jeres terrasse, og ved hvor stor den kommer til at være, er det nemt og hurtigt at beregne en vejledende pris med prisberegneren.